Arrangementet er for medlemmer af Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening og finder sted på Kulturhuset Bølgen, Jæmtlandsvej 1, Ålsgårde onsdag den 20. august kl. 19.30. Fhv. arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet Erik Gøbel fortæller om de danske tropekolonier med særlig fokus på Afrika (Guinea) og Vestindien i 1700 og 1800-tallet.
Kolonierne i Indien og Afrika var først og fremmest støttepunkter for dansk handel og søfart, mens de vestindiske øer nærmere udgjorde en egentlig koloni, om end i ministørrelse, med produktion af det værdifulde råsukker. Den økonomiske betydning af tropekolonierne er dog svær at opgøre.
Bedst belyst i det bevarede arkivmateriale er de privilegerede handelskompagniers aktiviteter. Hovedkvarteret med direktion, pakhuse, sukkerraffinaderi og så videre lå i København, og både herfra og fra de ansatte ude i kolonierne er bevaret et rigt kildemateriale. Med dette udgangspunkt vil Erik Gøbel fokusere på historien om H.C. Schimmelmanns selskaber, Guineisk Kompagni og Vestindisk Handelsselskab. Det sidste blev efter hans død drevet videre af sønnen Ernst.
Det bliver en spændende aften med en af landets førende eksperter på netop dette område.
I forbindelse med foredraget serveres øl, vin eller kaffe/te med brød. Der opkræves ikke betaling.
Sommermøde om de danske tropekolonier
—
