Hvis man for godt 100 år siden havde taget med den nyåbnede Hornbækbane fra Helsingør og stået af toget på Hellebæk Station, ville man ikke have fundet meget forandret fra i dag, og var man gået ned ad den nyplantede stationsallé, ville der møde den rejsende næsten samme syn af den gamle gulkalkede husrække i Bøssemagergade med de små nyttehaver bagved, men asfalt var der ikke på vejen dengang, men stadig en støvet grusvej.
At en automobil ville befare vejen, ville være en utænkelighed, da der i 1906 kun var ca. 500 af den slags i hele landet, og tre år senere var antallet kun steget til 699 køretøjer. Kørsel på biveje var forbudt, så Bøssemagergade har nok ikke haft besøg af en automobil før 1910, da man kunne ansøge amtet om en bivejstilladelse.
I husrækken overfor Proberhuset var egnens mejeri, der fik sin mælk fra Hellebækgaards køer på Teglstrups græsgange og fra andre mindre bedrifter. Mejeriet virkede til midt i 1950-erne.
Teknikken kunne man se var ved at vinde frem: Langs gaden stod de første telefonpæle med få ledninger hængt på, men hvor trådene løb langs Nordre Strandvej, sad de i 6 rækker og strakte sig helt til Helsingør og Hornbæk.
På strækningen Helsingør-Hellebæk fandtes i 1906 ingen butikker, hvilket havde sin årsag i, at det gamle “læbælte” stadig var i kraft indtil 1920, – først derefter fik man fri næring indenfor en radius af 5 km fra landets købstæder.
Til held for Hellebæks befolkning stod 5 km stenen ud for Hellebæk Klædefabrik, så fra 1862, fem år efter næringslovens femårige overgangsordning var til ende, kunne der etableres købmandsforretning i Hellebæk.
I 1906 havde købmanden i Hellebæk sin forretning i Bøssemagergade 2, i rækken af huse modsat kroen ned mod strandvejen. Hans navn var Carl Andersen. På den tid var det almindeligt at anvende forgængerens navn, så man nød godt af hans anseelse; – derfor var der på gavlen skrevet P. Schaar (rimer på Hellebækgaard) med tilføjelsen & Co. Hans butik ville man ikke kunne kende – bygningen med de store udstillingsvinduer og indgangspartiet med det lille tårn og de to ciselerede søjler, hvoraf den ene er falsk, fandtes ikke. Det blev først tilføjet efter at butikken var overtaget fra Hellebæk Klædefabrik til en pris af 45.000.- kr.; en formue i 1907. Den udløsende faktor til denne handel har givetvis været den store brand i Hellebæk året før, som ikke gik sporløs over købmandsforretningen. Indtil da boede købmanden til leje.
Den store toetages ejendom, hvor boghandler Katholm og trikotagehandler Oldengaard senere havde deres forretninger på strandvejshjørnet, var ikke bygget endnu. Hellebæks første boghandel lå fra ca. 1920 lige overfor i Bøssemagergade nr.1 i kroens store bygning to trin op.
Hellebæk Kro var også i 1906 mere beskeden end den store treetages ejendom, som senere blev bygget og rummede Hellebæk Badehotel. Dengang var den hyggelige toetages kro rammen om Hellebækbefolkningens fester og møder. Her afholdtes baller, konfirmationer, foredrag, dilettantkomedier og skovauktioner over tømmer, brænde græsning m.m. Som noget helt nyt kom der omkring 1906 en omrejsende, som viste stumfilm fra den store verden og dens mærkværdigheder.
Bevægede man sig ad den grusbelagte Strandvej mod Aalsgaard, ville man bemærke den lokale brugsforening på Øresundssiden. Den var indrettet i nr. 100 efter den fra starten i 1898 havde haft til huse i Villa Carlos kælder. Brugsforeningen havde et bredere udvalg af varer end købmanden i Bøssemagergade. Den havde eksempelvis isenkramvarer, træsko og nål og tråd.
Længere ude ad Nordre Strandvej lå til venstre den gamle højloftede Kongens Mølle, som var indrettet til skole for en del af egnens børn, og lidt længere fremme på vandsiden ville man kunne genkende Villa Carlo, som var bygget i 1885, og i 1906 fungerede som pensionat for sommergæster.
Netop her på dette sted i Hellebæk, ville en nutidig beskuer kunne øjne en meget stor forskel i forhold til 1906. Det Schimmelmannske palæ kunne ikke ses fra Strandvejen! Foran palæet lå dengang tre meget store murede, rødkalkede og stråtækte længer som indeholdt Hellebækgaards stalde og lader med redskaber og vogne til driften af de 235 tønder land, som for det meste lå på den søndre side af skoven to kilometer borte. Her græssede gårdens ca. 50 køer og 14 heste, og her dyrkedes de forskellige afgrøder. Fra disse bygninger blev det lensgrevelige landbrug, som var egnens største, drevet af en forpagter som netop i 1906 hed Ludvig Harboe. Han havde kontrakt for syv år ad gangen. Harboe var medlem af den komité, der havde virkeliggjort Hornbækbanen, som løb gennem Hellebækgaards skov.
Hvis man ville tage Hellebækgaard i nærmere øjesyn, måtte man tidligere bevæge sig op ad den drejende sidevej til man stod ligefor og kunne se ind i det trefløjede anlæg med det smukke hvide toetagers palæ fra 1747. Op til palæet stødte, på hver side symmetrisk, to lavere fløje, og ved indkørslen til gårdspladsen stod en toetages bygning på hver side, så hele anlægget var velproportioneret og en fryd at beskue.
I Hellebækgaards sydfløj residerede forpagter Harboe med sin familie og den nordre fløj var beboelse for de 12 karle som passede bedriften – kun få skridt til lader, stalde og redskaber. I nordfløjens ende mod Sundet lå Hellebækgaards birketing i den toetages bygning symmetrisk med Hellebæk Kapel, som i 1786 var indrettet som byens sognekirke.
Således så Hellebækgaard ud indtil branden, som den 16. juni 1906, kun en måned efter Hornbækbanens indvielse, fuldstændig forandrede stedet, og bevirkede at gården ikke fremover kom til at bære præg af landbrug.
