Hammermøllen var en del af det store fabrikskompleks Kronborg Geværfabrik. Fabrikken bestod af 8 vandmøller, alle drevet af Hellebækken. Der var tre forskellige typer: hammermøller, boremøller og slibemøller. Alle huse i Hellebæk var beboelse og værksteder. Kronborg Geværfabrik blev nedlagt i 1870. Herefter blev Hammermøllen udelukkende brugt til beboelse.
Tidligere ejerskab
Hammermøllen blev bygget i 1765 af Stephan Hansen. Han solgte virksomheden til staten samme år. I 1768 købte finansmanden baron Heinrich Carl v. Schimmelmann Kronborg Geværfabrik og Hellebækgård. I 1781 overgik ejerskabet til Det Grevelige Schimmelmannske Fideikommis.
Ved Lensafløsningen i 1930 blev Hellebæk Gods oprettet. Det bestod af Fideikommisets ejendomme i Hellebæk og Ålsgårde. Ejerkredsen var de adelige familier v. Baudissin, v. Löwenstern og Schimmelmann. Efter Besættelsen overgik Hellebæk Gods og dermed også Hammermøllen til staten.
Hammermøllens nye historie
Bygningen forfaldt mere og mere og var i slutningen af 1950’erne knapt egnet til beboelse. Der var planer om at rive den ned. En kreds af lokalhistorisk interesserede personer foretog arkæologiske udgravninger udenfor og inde i bygningen.
Der blev fundet rester af malekarm og hammerværk, og således var det muligt at foretage en rekonstruktion.