Den ideelle geografi

For ca. 11.000 år siden, i den sidste Istid, skubbede massive ismasser kystlinjen op på strækningen mellem nutidens Helsingør og Hornbæk. Da isen trak sig væk, dannedes mange naturlige søer og de, sammen med det skrånende landskab ned mod Øresund, dannede den naturlige baggrund for det ideelle sted at etablere vandmølledrift. Efter Istiden hævede landet sig yderligere, men netop ved Hellebæk var faldet i landskabet ned mod Øresund så tilpas jævnt og stabilt, at vandstrømmen var velegnet til vandmølledrift. Cirka 15 naturlige søer og lige så mange menneskeskabte damme, foruden moser og kær, udgjorde et meget betydeligt vandreservoir, der – når det blev reguleret og holdt vedlige – sikrede en konstant vandtilførsel til områdets vandmøller. Ydermere var der i skovene naturlige forekomster af myremalm, som kunne bruges til jernudvinding. Hertil rigelige mængder af træ, der blev brugt som brændsel i smedjernes esser. Mere om kulturlandskabet her og om vandkraften her:

Luk vinduet for at vende tilbage til forsiden